Montage af greb med grebsskruer
Montage af et greb på en låge med en grebsskrue er simpel: Hvis man anvender en M4 eller en Ø4 mm grebsskrue til montage af grebet, så bores der et Ø5 mm hul i lågen i den ønskede afstand fra lågekanterne (brug evt. en boreskabelon til greb, hvis du skal bore mange huller, så de kommer til at sidde helt præcist). Fra bagsiden af lågen stikkes grebsskruen ind igennem hullet og ind i grebet. Grebsskruen til metalgreb (M4) skal have en længde på lågens tykkelse + 5 mm, så grebsskruen kan få fat i gevindet inden i grebet. Ved enkelte greb skal længden være et par mm længere eller kortere, men som standard skal man regne med lågens tykkelse + 5 mm, når man benytter sig af grebsskruer til metalgreb (M4).
Grebsskruer til trægreb og plastikgreb
Vi har også grebsskruer med et trægevind, som passer til vores trægreb og plastikgreb, som ikke har en gevindbøsning monteret, men blot har et lille hul, hvor man kan skrue en træskrue ind i. Det er de skruer, som vi betegner som grebsskruer med trægevind (Ø4). Montagen er næsten den samme som med grebsskruer med M4 gevind. Der skal bores et Ø5 mm hul i lågen eller skuffen, så skruen kan gå igennem, men eftersom der ikke er gevind i grebet, så kan man blot skrue træskruen et stykke ind i træ- eller plastikgrebet. Det behøver derfor ikke at være så præcist, hvor langt skruen bliver skruet ind - blot så den har godt fast i materialet. Derfor har vi heller ikke så mange længder at vælge i mellem her af træskruer til træ- og plastikgreb, da de bider sig godt fast ret hurtigt. Skruen skal blot ikke være længere end grebet er dybt/højt, da den ikke skal gå igennem.
Grebsskruer som samleskruer
Grebsskruer med M4 gevind kan også bruges til at samle noget med – sammen med en samleskrue med et M4 gevind. Grebsskruen anvendes som en handel og selve samleskruen bruges, som en hundel. Når man spænder disse 2 skruer sammen om et emne, kan man lave en samling. Det kan f.eks. være 2 sider på 2 skabe, som spændes sammen, så skabene sidder tæt sammen og står stabilt, men det kan også være andre emner.
Da vi har et stort udvalg af længder af grebsskruer, burde det være muligt at finde den helt perfekte længde af grebsskruen, så emnerne bliver spændt godt og sikkert sammen.