Sofaben og sengeben i egetræ
Hos os finder du de smukkeste sofaben i egetræ, hvor du kan vælge imellem flere faconer og størrelser – i ubehandlet egetræ eller olieret egetræ. Vi olierer selv vores egetræsben med en klar kvalitetsolie, som får strukturen i egetræet til at ses endnu tydeligere. De olierede egetræssofaben har et råt look, da de fremstår med enkelte knaster og fyldninger, som gør træet levende. Olien giver dem ekstra dybde og mere glød. De ubehandlede sofaben i egetræ er en god kontrast til f.eks. en mørk stofsofa. De kan bruges, som de er – ubehandlede – eller de kan sæbebehandles, bejdses eller males, hvis man ønsker det. Har du anskaffet dig en Daybed, og er du på udkig efter nye sofaben til den, så bør du uden tvivl overveje, om ikke disse ben i ubehandlet egetræ vil være det helt perfekte valg. Hvis du foretrækker den mere rå version med klar olie, så er det bestemt også en oplagt mulighed.
Alle vores egetræsben er produceret i Europa og er lavet i massivt træ, der gør, at benene er stærke og stabile.
Sofaben og sengeben i det klassiske stållook
De klassiske stålben har Beslagskassen også på hylden. De giver din sofa eller seng et stilfuldt, nærmest tidløst look og kan også anvendes til din gamle hjørnesofa. Ofte kan det være nok at skifte sofaben og de løse puder i en sofa for at få et nyt udtryk i din stue. Det er en meget billigere løsning end at skifte hele sofaen ud og langt mere miljøvenligt.
Alle vores sofaben og sengeben i metal er i en kraftig kvalitet, som giver god stabilitet til din sofa eller seng.
Hvilke sofaben passer til min sofa ?
Gevind:
Vi har flere typer af monteringsmuligheder af vores sofaben og sengeben. I toppen af næsten alle vores sofaben og sengeben er der svejset en gevindtap fast. På sofaben og sengeben er denne gevindtap ekstra lang, da den derved kan skrues mange gange rundt oppe i et tilsvarende gevind inde i sofaen der – hvor sofabenene monteres. Det giver en rigtig god og stabil løsning. Samtidig er det utrolig let at montere benene på denne måde. Dog skal man være opmærksom på, at der findes flere størrelser af gevind. Den mest anvendte gevindstørrelse er M8. Ved at måle diameteren på gevindet kan man finde frem til et mål på ca. 7,5mm – hvorved en gevindtap på et sofaben eller sengeben med betegnelsen M8 vil passe. Enkelte andre sofaer – typisk lidt ældre sofaer i den dyrere ende – kan have et M10 gevind i stedet for. Diameteren på gevindet måler ca. 9-9,5 mm. Når man skal finde et sofaben eller sengeben, som kan passe, skal man derfor kigge efter dem, som har en M10 gevindtap.
Monteringsbeslag:
Har man svært ved at finde frem til, hvilken størrelse gevind man har i sin sofa eller har man slet ikke noget gevind at skrue sofabenene op i, så kan man i stedet for montere sine nye sofaben med et monteringsbeslag. Det vigtigste her er, at man køber sofaben og monteringsbeslag med det samme gevind – altså i de fleste tilfælde enten M8 eller M10. Monteringen er også meget enkel: Først skruer man monteringsbeslagene fast oppe under sofaen eller Day beden med så lange og kraftige skruer som muligt, så beslagene sidder godt fast. Vi har en del forskellige monteringsbeslag at vælge imellem og alle sammen kan i princippet anvendes, blot man sørger for, at man vælger samme størrelse gevind til både sofabenene og monteringsbeslaget – M8 eller M10. Jo større beslag, jo mere stabilitet. Det er dog også væsentligt, at man vurderer, hvilket beslag der er lettest at skrue godt fast oppe under sofaen. F.eks. vil et rundt beslag ikke passe ret godt i hjørnerne, men et trekantet beslag vil derimod kunne monteres ved at bruge alle skruehuller i de fleste hjørner under sofaen.
Vores beslag til sofaer og senge er i en god og kraftig kvalitet.
Hvordan gør jeg min sofa højere ?
Ældre sofaer er typisk lave, hvilket gør, at det kan være lidt svært at komme op af dem igen efter, at man har siddet der i et stykke tid. Denne udfordring kan imidlertid let løses ved, at man finder nogle længere sofaben og monterer under sofaen. Såkaldte ”senior-sofaben” monteres blot under sofaen – enten i det eksisterende gevind i sofaen eller med monteringsbeslag, som beskrevet tidligere. Vi har flere gode, lange sofaben, som kan anvendes til formålet – både i metal og i egetræ.
Sofaben eller møbelben – hvad skal jeg vælge ?
Det er så fristende at kigge på alle vores mange smukke møbelben og overveje at montere dem under sofaen eller sengen. Men det er desværre ikke nogen god løsning. Møbelben er velegnede til mindre møbler – de har et kort gevind og kan derved ikke få godt fat i et gevind oppe i din sofa. Jamen kan man så ikke bare montere dem med monteringsbeslag ? Nej, det er heller ikke nogen særlig holdbar løsning. Møbelbenene er spinkle og gevindtappen kort, så de kan ikke tåle vrid i gevindet. En sofa eller seng står ikke 100 % fast på gulvet hele tiden. Den vil typisk blive skubbet en lille smule, når man sætter sig i den. Det vrid kan møbelbenene ikke klare i længden samtidig med, at benene er væsentligt tyndere end sofabenene eller sengebenene. Så hvis man ønsker nye sofaben eller sengeben til sin skønne divaneser, så anbefaler vi, at man kun bruger ben fra denne her kategori med Sofa- og Sengeben.